Francois kom til Danmark for flere år siden, da han gennem sin mosters tante blev gjort opmærksom på at der var gode muligheder for at drive en tjenerskole herhjemme med støtte fra offentlige midler.
Der vides intet om hans oprindelse, men han er uden tvivl blevet hårdt opdraget og har gennemført den hårdt disciplinerede franske tjenerskole med bravour.
Han kører sine egne elever med samme hårdhed og er selv perfektionist til fingerspidserne.
Han har et iltert temperament, da hans mor er halv fransk, halv spansk og halv italiener.
Francois steriliserede ansigtsudtryk minder mest om en klapperslange i bagende solskin.
Svend Arne er Jens Ankers storebror.
Svend Arne er den frækkeste af de to brødre, men får altid sin brormand med på idéen – de er uadskillelige.
Svend Arne er dumpet fire gange på tjenerskolen, men det er fordi han dumper med vilje da han er så glad for sit kollegieværelse med udsigt lige ind i Panum instituttet.
Han bliver klippet hos Sonja i Saxogade, hvis mand er automekaniker.
Frisuren er god både i medvind, modvind og sidevind.
Svend Arne er en fremragende sanger og taler, og han elsker frikadeller.
Til forskel fra Jens Anker blev Svend Arne født på under to minutter da han var så lang og tynd.
Jens Anker er lillebror til Svend Arne.
De er enæggede tvillinger, men da Jens Anker var meget stor allerede ved fødslen tog det hans mor ca. 8 måneder at få ham ud. Jens Anker har unaturligt mange kræfter og er ikke altid selv klar over det, han har en bygningsfejl og går derfor altid både med livrem og seler
Han er lettere klodset, da han har alt for store hænder.
Jens Anker bruger sit konfirmationstøj til at servere i, selvom hans krop er vokset betydeligt siden da.
Motto: “Livet er som i en hønsegård – de øverste skider på de nederste!”
Leif er Francois’ mosters tantes søn og er altså kommet ind på tjenerskolen ad bagdøren.
Francois’ mosters tante, der iøvrigt hedder Aase, er nemlig samtidig Leifs sagsbehandler.
Leif har det svært når Jens Anker og Svend Arne rotter sig sammen.
Og når det går ud over Leif lader han det bare gå ud over Rita.
Leif har ført en kummerlig tilværelse i en mængde offentligt igangsatte projekter, men har nu endelig fundet sin hylde på tjenerskolen.
Man kan sige om Leif, at der er lys på første, men ingen hjemme!
Rita er stuepige på hotellet og går på tjenerskole om aftenen.
Rita er meget forsigtig men tænker ligeså hurtigt som en snegl i sprint.
Hun er ofte blevet drillet og bliver stadig drillet meget især af Leif. Som man siger; lige børn leger bedst!!
Rita er meget forsigtigt og hendes verden er ikke stor.
Hun er et let offer for drilleri, da hun er utrolig godtroende.
Hun forstår ikke så meget, men hun er single!
Dieter er overtjener fra den fine tyske kokkeskole.
Han er den eneste der har fået Die Karotten Orden for sin fortrinlige måde at drive tjenerskole på.
Han har aldrig gjort noget forkert og kører sine elever meget hårdt.
Motto: Man kommer langt med respekt, men lidt længere med angst.
Sociale medier